Logo
navbar Bøger på vej Vore bøger Nyheder Presseservice Artikler Om forlaget Køb af bøger Tilbud


Trond S. Paulsen (født 1946) er magister i statsvidenskab og cand.jur. fra Universitetet i Oslo. Han har endvidere været fransk statsstipendiat. 1970-1989 arbejdede han i Fiskeridepartementet og ledede departementets internationale arbejde. Siden 1991 har Paulsen drevet sit eget advokatfirma i Oslo. En stor del af firmaets sager har international tilknytning.

"Iskold krig" er Paulsens første bog.

Iskold krig - en norsk efterretningsagent bag Jerntæppet

Klapomslag, 13,7 x 21,6 cm
344 sider
Illustreret, 4 kort
December 2009

ISBN 978-87-92173-09-6

Vejledende pris 295 DKK

Trykt på klorfrit og syrefrit FSC-certificeret papir


Denne bog kan kun købes fra forlaget - se Køb af bøger


Iskold krig

- en norsk efterretningsagent bag Jerntæppet

Af Trond S. Paulsen

Oversat af Jens Ellekær




”Iskold krig” er en dramatisk og opsigtsvækkende beretning fra den Kolde Krig i 1970’erne, hvor den norske reserveofficer Hoel – navnet er et pseudonym – blev udvalgt og trænet til ukonventionel krigsførelse i en ekstrem hård og krævende tjeneste. Hermed indgik han i en særlig styrke, som i tilfælde af krig var planlagt indsat i operationer inde bag fjendens linier og på hans eget territorium. I forbindelse med sin tjeneste blev Hoel kontaktet af et efterretningsnetværk med tilknytning til det norske forsvars Efterretningsstab, og han blev bedt om at udføre en række offensive efterretningsoperationer, dvs. efterretningsindhentning inde i Warszawapagt-lande. Kernen i bogen er beskrivelsen af tre sådanne efterretningsoperationer, hvor Hoel enten på ulovlig vis trænger ind bag Jerntæppet eller rejser ind under falsk identitet. Under en af disse operationer bevæger han sig i ti dage til fods gennem det øde terræn nord for polarcirklen på den dengang sovjetiske Kola-halvø.

Hoel beretter udførlig om forberedelsen af de enkelte operationer, sikkerheden omkring dem, samarbejdet med folk fra andre NATO-lande – heriblandt en dansk officer – og endelig om gennemførelsen, hvor den risikofyldte færden i fjendeland skildres time for time. Ikke blot var Hoels opgaver livsfarlige, de skulle tillige hemmeligholdes for enhver pris: Hvis han blev fanget bag Jerntæppet, ville de norske myndigheder benægte ethvert kendskab til ham.

Udgivelsen af ”Iskold krig”, har vakt en del opsigt i Norge, hvor en Stortings-kommission i 1997 kunne berette, at Norge efter 1954 ikke havde sendt efterretningsagenter ind på sovjetisk territorium. Hoels historie modsiger selvsagt denne oplysning. At Hoel endvidere fortæller om, hvordan han og en lille gruppe anonyme mænd en oktobernat i 1973 medvirkede til at sende ammunition fra et norsk beredskabslager til Israel, mens Yom Kippur-krigen rasede, har yderligere bidraget til den opmærksomhed, som bogen har vakt.



Streg

Pressen skrev bl.a.:

«««««¶ Bogen er spændende og vigtig.
—  Bent Büdnikow, Berlingske Tidende

«««««¶
Spændende spionberetninger om Den Kolde Krig med en dansk sidevinkel. ... Det er elementært spændende at læse om nordmandens bedrifter på fjendtligt territorium. For en dansker forhøjes interessen af, at Danmark og en dansk efterretningstjeneste er involveret i en af operationerne.
—  Bent Jensen, Jyllands-Posten:

Paulsen håndterer det militære og politiske stof på fortræffelig vis, med opdateret forskning og god indsigt i Forsvaret. Operationerne er spændende som en thriller.
Bogens styrke er de mange gode beskrivelesr af og detaljerne fra forberedelserne og feltoperationerne.
Guri Hjeltnes, VG (Norges største avis)

Teksten slår mod læseren som et koldt gys, og Kafka-fornemmelsen kommer snigende. ... Spændingen, presset og de barske forhold, som agenten lever under, bliver godt formidlet. ... Selv om opgaverne virker utrolig, er beskrivelserne og spændingen i dem næsten for godt til at være fiktion. Jeg tror på dem.
Susanne Moen, NRK P-2 Radio

En periodevis fantastisk spionfortælling fra virkeligheden. ... Bogen byder på en nervepirrende fortælling ... ... vi følger Hoels bevægelser i mindste detalje, genfortalt med nerve og suspense, ikke så lidt inspireret af spionromanerne.
Stian Bromark, Dagbladet